De Pliocæne aflejringer i Antwerpen-området, og lokaliteter med fundmulighedder.

De pliocæne aflejringer er ret omfangsrige i Belgien. De lokale Pliocæne aflejringer høre til perioden "Scaldisian", med henvisning til det latinske navn "Scaldis" som kommer af floden Schelde  (på Hollandsk, "Escaut" på Fransk) som løber i nærheden.

Beliggende i den nordlige del af landet, kan disse sandede lag ses øverst i lergrave i byer som Steendorp, Sint-Niklaas og Tielrode. Men lokaliteter med aflejringer fra "Scaldisian" findes i dag fortrinsvis på byggepladser og på sandet jordbund i Antwerpen havneområdet, samt i de store jord/sand depoter som pumpes op på havbunden uden for havnen i Antwerpen i forbindelse med havneuddybning eller anlæggelse af nye havnebassiner.  

I løbet af Miocæn var Antwerpen-området en gigantisk bugt, hvor havstrømmene flyttede og spredte døde havpattedyr som hvaler, sæler og delfiner. Når disse blev nedbrudt ( forrådnede ) faldt de isolerede knogler til bunden af havet. En sådan enorm mængde kød tiltrak sultne ådselædende hajer, som under måltidet ofte mister nogle af deres tænder.

I begyndelsen af pliocæn fjernede erosionen en væsentlig del af det aflejrede sand. De hårde dele, d.v.s. småsten, fossile knogler og  tænder, som er koncentreret i stort antal i bunden af de pliocæn aflejringerne, sammen med grønt/gråt sand (består delvist af mineralet  Glaukonit ), dette benævnes  base grus.

Senere hærdede det Glaukonitiske sand delvis  til små konglomerater. Bevis for dette er de konglomerater som  indeholder omlejrede hajtænder eller ryghvirvler. Med tiden blev flere og flere sand lag aflejret, nogle af dem indeholder rig mollusk fauna  eller mange hvaler knogler.

Det bedste tidspunkt for at finde fossiler i Antwerpen området, var under grave arbejde for ca. femten år siden, da man udgravede dokkerne til den nye havn. Et af de steder hvor det stadigt er muligt at finde fossiler er ved byen Kallo, og omkring den lille landsby Doel. De pliocæne sedimenter i de store opgravede bunker er repræsenteret af " Kattendijk sand" nederst, og øverst. " Oorderen sand" (Ex "Sands of Kallo") Begge lag måler til sammen ca. 3,70 m.

Kattendijk sand er meget rig på Glaukoniti, sandet har en sort / grønne grøn frave. Det starter med et 10 cm tykt base grus som indeholder en masse sort sandsten. Meget hyppige findes her  hajtænder, generelt omlejret fra Miocæn og ofte knækkede (flere hundrede i én kubikmeter sediment), her findes også knogler fra hvaler  og delfiner. Mindre almindelige er fund af komplette hvaler ryghvirvel, hval øresten ( bulla ), delfiner  tænder og delfin ryghvirvler, samt fisk og rokke tænder.

Mange forskellige hajrarter er repræsenteret bl.a:

Isurus hastalis,  Isurus desori,  Isurus escheri,  Carcharocles Megalodon,  Carcharocles angustidens, Anotodus retroflexus,  Parotodus benedeni,  Synodontaspis vorax,  Odontaspis taks,  Lamna rupeliensis, Lamna sp.  cf. nasus,  Galeocerdo aduncus,  Hexanchus gigas,  Somniosus microcephalus,  Hypoprion acanthodon,  Physogaleus latus,  Sphyrna zygaena,  Cetorhinus maximus,  Squalus minor,  Galeorhinus galeus og meget sjældent Hemipristis Serra.

Denne specielle haj levede normalt i varmere farvande. Af og til findes også tænder fra Pliocæn, idet mærkbart mere "friske" end de omlejrede Miocæn tænder. De flade bruskskiver mellem hajernes ryghvirvler er meget usædvanlige fund, da de består af brusk og derfor sjældent bliver til fossiler.

At der findes så mange hajtænder skyldes at en haj mister op til 20.000 tænder gennem dens levetid og at disse erstattes med nye tænder når de knækker af i forbindelse med angreb på andre dyr ( fødeemner ). Bruskskiver og ryghvirvler  aflejres kun når dyret er dødt og opløses på havbunden.

Et specielt kendetegn ved Antwerpens hajfauna er størrelsen på mange af tænderne. Det lader til, at disse var betydeligt større end dem, der findes i Frankrig og andre omkringliggende lande. Den normale størrelse på feks.Isurus hastalis tænder, overstiger sjældent 5 cm. fra spidsen af kronen til bunden af roden. I Antwerpen område er 7,5 cm. tænder ikke ualmindelige.

Anotodus retroflexus, Parotodus benedeni og endda Carcharocles Megalodon findes her større end dem man normalt ville finde andre steder i Europa. Det kan skyldes den store mængde af mad som var tilgængelig i dette område, der tiltrak de størere hajer fra dybere oceaner til det relativt lavvandede farvand i Antwerpen bugten. Måske var det kun de største hajer i området, der var stærk nok til at overleve i kampen for føden.

Fra Rokker findes der normalt bevaret tænder fra: Myliobatis sp.  cf. oligocaena,  Aetobatus arcuatus og Torpedo sp., samt hud og ”skjold” fra: Raja antiqua. Chimaeroider er repræsenteret med de store knusetænder af Edaphodon antwerpiensis, men disse er sjældent repræsenteret.

En del slidte slidte tænder fra Eocene kan også findes, herunder Rokkearterne: Myliobatis dixoni og Aetobatus irregularis, og hajerne Striatolamia macrota og Carcharocles auriculatus.

Tænder og mellemøresknogler fra benfisk er normalt så små, at det er nødvendigt at sigte sediment med en sigte med en maskestørrelse på en 5 mm eller mindre. Sjældent forekommer større tænder. Udbyttet af en sigtning studeres bedst hjemme, under en luplampe, efter at være blevet vasket under rindende vand i en sigte med en meget lille maskestørrelse (maks.1 mm.) for at fjerne de sidste rester af sand. Her finder man bl.a. de knap lignende knusetænder af : Pycnodus sp., ofte finder også øresten fra små fisk bl.a: Gadiculus benedeni og Odontogadus pseudaeglefinus. Større øresten af fisken Melanogrammus conjuctus er også repræsenteret i dette lag.

Også pattadyrerester er godt repræsenteret. Man kan genkende skeletdele af hvaler (knogler, ryghvirvler, tænder, øresten) fra arter som: Balaena sp., Balaenula sp., Balaena primigenia, og kaskelothvalerne: Scaldicetus grandis, Physeterula dubusi, og Squalodon antwerpiensis. Meget sjælden findes de trappe-lignende kindtænder af:  Squalodon antwerpiensis, forfader til vores nutidige kaskelothval. Ofte findes rester af delfiner (ryghvirvler, tænder, øresten), de hyppigst fundet arter er: Eurhinodelphis cocheteuxi, delphis sp., og Acrodelphis scheynensis. Op til fire forskellige former for mellemøreknogler kendes fra disse sedimenter. Også Sæler er kendt fra disse lag og igen hovedsagelig som fragmentariske rester (diverse knogler og tænder). Phoca vitulinoides og Palaeophoca nysti findes, men ikke ofte.

Meget sjældne er der fundet knogler af marine fugle. To af disse er blevet fundet i sandet  ved Doel og én i Cadzand.

De sort sandsten efterlader ofte både et positivt og negativt aftryk af det dyr som sandstenen opbyggede sig omkring efter at dyret var dødt også i de tilfælde hvor dyrets skaller senere blevet opløst. Bl.a. findes muslinger, kammuslinger og østers repræsenteret ved ( slægterne Glycymeris, Dosinia, Pecten, Panopea, Nucula, Glossus), Men også gastropoder / havsnegle er repræsenteret ved ( slægterne Natica, Scaphella, Conus, Turritella, Ficus, Xenophora). Også en art af echinodermer er kendt, det irregulrære søpindsvin Schizaster sp. Det er uklart, om disse er reelle pliocæn hvirvelløse dyr eller materiale aflejret fra Miocæn. Tilstedeværelse af søpindsvinene / sømusene : Ficus, Conus, Xenophora og Schizaster sandsynligør mulighedden for at der er tale om en omlejrede Miocæn fauna.

Enkelte krabber fossiler i fosfatholdige småsten og findes ret sjældent. Man finder bl.a. Coelema rupeliensis og meget sjældent Tassadia carniolica. Arten Tasselia sp. Findes ofte i de sort sandsten.

Oven over bund gruset, forekommer grønne sand, der indeholder mange hvalerknogler og hvirvlersamt flot bevarede skaller. Bl.a. Pecten praegrandis, Pecten complanatus, Glossus humanus, Glossus lunulatus, og Terebratula variabilis. Det grønne sand er stadig en del af "Kattendijk sand" og ses sjældent uden for havnen området.

Højere oppe i "Kattendijk sand" findes et tyndere lag, navngivet som den "Petaloconchus horisonten ", som er et rev, der grundlæggende er op bygget af millioner af skaller af de små rørsnegle Petaloconchus intortus.  Også andre bløddyr findes her bl.a.: Arca sp., Barbatia sp., Narona jonckairiana, Pseudamusium Gerardi, Ostrea sp., Turritella incrassata, Cirsotrema crassicostatum, glans aculeata mm. Brachiopoder findes som arterne: Terebratula variabilis og de små Tegulorhynchia nysti. Hajtænder forekommer ikke ofte i denne horisont, men de første tænder af Carcharodon carcharias som er blevet identifiseret, er blevet fundet i dette lag, øresten fra fisk er mere almindelige.

Det øverste skallag i "Kattendijk sand" er berømt, fordi den indeholder en rig og fantastisk velbevarede  fauna af (hajer og rokker). Selv om de er af pliocæn alder, viser hajarterne slægtskab med de Miocæne hajer. Hajtænder og andre hvirveldyrsrester er hovedsagelig de samme, som kan findes i bund sandet.  Foruden Carcharodon carcharias tænder, som også er fundet her. Hvalerknogler og mellemøreknogler er også temmelig udbredt. Forekomster af brachiopod Terebratula variabili  kan også finde her.

Det overlejrende "Kattendijk sand", kan vi betragtes som et grænselag, somhovedsageligt består af knuste skaller. Oven over dette følger  "Oorderen sand", som er meget berømt for dets indhold af mange velbevarede moluskler.  Tusindvis af fossiler. af mange forskellige arter, er blevet fundet når man udvider havnens dokker, og mange kan stadig findes i sandet jordbund spredt i havnen.

Hyppigst finder vi her muslinger: pelecypods - Arctica islandica, Pygocardia rustica forma typica, Pygocardia rustica forma defrancei, Atrina fragilis, Astarte omalii omalii, Astarte omalii basteroti, Astarte striata, Laevicardium decorticatum, Pecten gr.. praegrandis, Pecten complanatus, Pseudamusium Gerardi, Chlamys pusio harmeri, Aequipecten radianer, Cyrtodaria angusta, Angulus benedeni, Dosinia Casina, Dosinia exoleta, Lucinoma borealis, Cerastoderma edule, Ostrea edulis, Mytilus edulis, Glossus humanus, Nuculoma haesendoncki, Gari fervensis, Cyclocardia chamaeformis , Cyclocardia orbicularis orbicularis, Cyclocardia scalaris, Barbatia barbata, Corbula gibba, Gastrana laminosa, Glycymeris glycymeris pilosatumida, Glycymeris glycymeris variabilis, Nucula kerne, Pododesmus patelliformis, glans aculeata, Timoclea ovata, Mya truncata, Panopea faujasi, Lutraria lutraria, Thracia inflata. Man kan finde både enkelt eller dobbelt skallede eksemplare.

Snegle er også almindelige i Oorderen sand, Følgende arter af havsnegle / gastropoder kan med rimelighed sikkerhed findes: Neptunea contraria, Neptunea antiqua despecta, Terebra inversa, Scaphella Lamberti, Leiomesus dalei, Hinia reticosa (forskellige former), Natica millepunctata, Euspira Catena, Euspira catenoides, Gemmula antwerpiensis, Gibbula octosulcata, Capulus ungaricus, Capulus ungius, Lepeta scaldensis, Calyptraea chinensis, Emarginula crassa, Genota intorta nysti, Nucella lapillus, Nucella tetragona, Aporrhais pespelecani quadrifida, Aporrhais scaldensis, Colus curtus, Atractodon elegans, Buccinum undatum, Galeoda bicatenata, Calliostoma zizyphinum, Calliostoma lignelse, Trivia coccinelloides, Trophonopsis muricata, Hinia consociata, Amyclina labiosa, Scaphander lignarius, Scalaria sp., og Turritella incrassata. Andre repræsenterede molusklæer scaphopods, ikke i store mængder, men nogle arter er fundet: Dentalium sexangulum, Dentalium sp. cf. dollfussi, Dentalium sp.

Brachiopoder er ikke så almindelige, men nogle Terebratula variabilis og Lingula dumortieri findes af og til. Søpindsvin er temmelig sjældne men små stykker af Echinus lamarcki og Strongylocentrotus pallidus er blevet fundet. En del sporfossiler findes ofte. Tasselia ordamensis er en forstenede gravegang.

Vertebrale rester er meget sjældne i " Oorderen sand". Nogle meget fint bevarede hajtænder findes lejlighedsvis, ligesom Isurus hastalis, Isurus desori, Lamna nasus, og Carcharodon carcharias. Pæne fisk og hajer ryghvirvler er ret almindelige, men de hyppigst forekommende rester af fisk er tunge øresten af Melanogrammus conjunctus og store hudtænder fra Raja antiqua som begge kan findes lokalt. Pattedyr rester som hvirvler og isolerede knogler fra hvaler og delfiner er også fundet.

Uden for Antwerpen havneområdet, synes begge Scaldisian lag synes at være kompremeret i en 1,8 til 2,80 m tykt gulligt sand, der begynder med en 10 til 50cm tykt bonebed ( konglelag )relativt rig på hajtænder. Selv om småsten er indeholdt i dette lag, er større sorte sten sjældne her. Dette sand kan ses øverst i lagserien i to lergrave ved landsbyerne  Steendorp og Tielrode. Dette gule sand er meget rig på moluskler og leverer de samme pliocæn arter. Her er hajtænder mere sjældne end i Antwerpen, men generelt bedre bevaret. Hvaler knogler er mere udbredte her og hele ryghvirvler er ganske almindelige.

I Sint-Niklaas lergra ses en helt anderledes overflade af "Kattendijk sand", over laget ses et lille uregelmæssigt lag af glaukonitisk grå sand med små flintkorn samt en mængde af fragmentariske hvaler knogler og hajtænder. Men med undtagelse af nogle fosfatiserede aftryk af krabber, er rester af invertebrater næsten ikke eksisterende. Uheldigvis er det ikke let at få en adgangstilladelse til at besøge nogle af disse stenbrud.

En anden rigitg god lokalitet hvor er nemt at finde pliocæn fossiler ( vertebrater og moluskler ) er placeret på den belgisk-nederlandske grænse, ca 80 km væk fra Antwerpen og 8 km fra Knokke. Nær byerne Cadzand-Bad og Nieuwvliet-Bad, bliver hajtænder og andre fossiler fra "Kattendijk sand" og "Oorderen sand", eroderet løs fra havbunden ved kraftig bølgegang og storme og aflejret på standen. De fundmulighedder er tilstede om vinteren og om foråret. Ved lavvande går folk rundt på stranden for at finde fossiler der kan være blandet med recente skaller. Efter omhyggeligt at have at have kigget på stranden, kan man grave ca. 20 – 50 cm ned i sandet plan for at nå frem til de lag der indeholder pliocæn hajtænder og andre vertebratrester sammen med sort sandsten som bl.a. indeholder krabber.

SIDSTE NYT !!

Sand depoterne ved Churchill Doks i Antwerpen er på 1/5 2010 lukket for indsamling af fossiler pga.  indbrud i nogle af bygningerne og skurevognene.

Området bevogtes af et privat vagtværn !